Røde Kors' vågetjeneste: Ingen skal dø alene

Når nogen, du holder af, tager afsked med livet, kan nærvær og tilstedeværelse gøre en verden til forskel

I Roskilde har Røde Kors’ vågetjeneste siden 2013 stået klar med frivillige, der sidder hos de døende og giver ro til både dem og deres pårørende. 

I denne artikel møder du 4 mennesker med hvert sit perspektiv på det at våge: Tine Grønning, våger hos Røde Kors’ vågetjeneste, Anette Bech, som har oplevet vågetjenesten som pårørende, Hanne Andersen, der leder vågetjenesten, og Louise Andersen, der er afdelingssygeplejerske på et plejehjem. 

Sammen giver de et indblik i, hvordan vågerne skaber nærvær, tryghed og værdighed i livets sidste timer – og hvordan man som pårørende kan opleve ro, støtte og overskud i en svær tid. 

Våger: Tine Grønning 

Der er mennesker, der er urolige og ængstelige, men i langt de fleste tilfælde er det roligt

Præsentation: Tine Grønning, 54 år. Bor i Roskilde og arbejder som Senior Customer Advisor i Nordea Finans. Har en søn på 21 år, der er flyttet hjemmefra. Mistede sin mand i 2015. Har været våger i 4 år og er typisk afsted 2-3 gange på en måned. 

”Når jeg træder ind i rummet med den døende, fortæller jeg, at jeg er kommet for at være sammen med dem. Jeg taler roligt og ikke for højt for at vise min ydmyghed og min respekt overfor det menneske, der på et tidspunkt skal herfra. Jeg sidder med min kryds og tværs eller min bog, og kommer der lyde, eller er der en rynken i panden, trækker jeg dynen tættere omkring dem, aer dem på kinden eller tager deres hånd.
 
Jeg spørger altid på forhånd ind til det menneske, jeg våger for enten hos de pårørende eller plejepersonalet: Holdt vedkommende af musik? Så sætter jeg måske musik på. Bøger? Så kan jeg finde på at læse op. En, jeg vågede for, elskede Barnaby, og det passede på det tidspunkt med, at jeg kunne tænde for fjernsynet klokken 23. 
Der er mennesker, der er urolige og ængstelige, men i langt de fleste tilfælde er det roligt. Flere ligger med bamser eller det krammehjerte, jeg altid har med. Fire gange har jeg holdt en døende i hånden i det øjeblik, de tog herfra. Det er helt særligt og gør mig meget ydmyg.”

Pårørende: Anette Bech

Jeg vækker dig, hvis der sker noget

Præsentation: Anette Bech, 80 år. Uddannet korrespondent og har arbejdet i HR-branchen i mange år. Mistede sin mor i 2019, der i de sidste dage havde flere vågere hos sig. 

”Min mor blev 93 år. Jeg havde lovet mig selv, at ikke alene skulle min mor ikke dø alene, hun skulle også dø med en af sine nærmeste i hånden. Det var et langstrakt forløb, hvor familien var der på skift, men det endte med, at nogle var nødt til at tage tilbage til Frederikshavn, og til sidst var jeg alene.
 
Jeg fik kørt en seng ind på stuen, men turde ikke sove, så til sidst var jeg uendelig træt. En veninde nævnte vågetjenesten, hvilket jeg ikke havde hørt om, men det endte med at være så befriende og så rørende: ”Læg du dig bare ned og sov et par timer,” sagde den første af vågerne. ”Jeg vækker dig, hvis der sker noget.” Og sådan fortsatte det de følgende nætter, hvilket gjorde, at jeg fik det overskud, der skulle til: Jeg var der, og jeg holdt min mor i hånden, da hun døde. Jeg fik også sagt alle de kærlige ting, jeg skulle.

Min mor kom afsted med fred, det var roligt, og det var værdigt, og det var nærværende.” 

Aktivitetsleder af vågetjenesten: Hanne Andersen
 
Er det her et menneske, der kan leve sig ind i andre?

Præsentation: Hanne Andersen, 75 år. Uddannet psykolog. Var med til at starte Røde Kors’ vågetjeneste i Roskilde i 2013 og leder vågetjenesten med alle de mange og forskellige funktioner, det indebærer. 

”For tiden er der mange, der henvender sig med ønsket om at være våger. Mit bud er, at der er kommet større viden og interesse for døden. Når folk søger, har vi en snak, hvor jeg vurderer, om de vil egne sig til at være våger. Det handler meget om empati: Er det her et menneske, der kan leve sig ind i andre? Kan vedkommende sætte egne behov til side? Er der en naturlig nysgerrighed til stede i forhold til at skabe et billede af den person, du våger over? Har personen en ro? Det sker ikke ofte, men der er tilfælde, hvor jeg fornemmer, det ikke er det bedste match. Her plejer jeg at henvise til andre steder i Røde Kors, hvor de kan gøre en forskel.

Det, jeg hører fra vågerne, er, at det er utroligt meningsfuldt for dem. De oplever, at de får en gave: At være med i et andet menneskes liv på et så afgørende tidspunkt. Det er mirakuløst, når en ny verdensborger kommer til verden. Men det er også mirakuløst, når vi tager herfra.”

Afdelingssygeplejerske: Louise Eriksen
 
Vågere er en kæmpe ressource – også for os som personale

Præsentation: Louise Eriksen, 48 år. Afdelingssygeplejerske og sygeplejefaglig leder på plejehjemmet Himmelev Gl. Præstegaard.

”Vi bryder os grundlæggende ikke om, at beboerne ligger alene, medmindre det er deres udtalte ønske. Men der kan være mennesker, der enten ikke har mange pårørende, eller hvor de pårørende har brug for at komme hjem og tage et bad eller sove. I de tilfælde gør vi alt for at være med beboerne, til de pårørende kommer tilbage. Men det er ikke altid muligt, især om natten, hvor vi kun er to på arbejde.

Vågere er en kæmpe ressource – også for os som personale. Vågerne gør, at jeg får ro til at udføre mit arbejde og ikke bærer rundt på en dårlig samvittighed over ikke at kunne være der for de andre beboere. Vågerne er nysgerrige, og jeg deler ofte ud af beboerens livshistorie, der gør, at vågerne efterfølgende kan sidde og synge eller læse op fra en bog. Det skaber en helt særlig magi. Jeg ved også, at de er så professionelle, at de kalder på mig, hvis der er behov for det. Det handler meget om kommunikation, gensidig tillid og respekt: Jeg ved, at de ved, hvor deres rolle stopper, og min begynder.”