Naturtræning giver deltagere med gigt nyt overskud
Jagten går ind i naturen
”Ej, det er snyd, Finn. Man må ikke gemme dem under blusen.”
Ida Madsen smiler til sin mand, Finn Juhl Pedersen. Hun bevæger sig lidt væk fra ham. For om lidt går jagten ind.
”1-2-3 NU!” lyder det fra naturtræner Pia Lildballe, og straks går flokken i gang med at løbe efter hinanden. Der lyder hyl og høje grin, alt imens folk kaster sig over de klemmer, der sidder på trøjerne, i bukselinningen eller i det øverste af sokkerne. Det gælder om ikke at lade andre nappe ens klemmer og om at have flest klemmer tilbage.
Et par stykker har været vovede og sat dem bagpå. Ved ballerne.
Især Finn er aktiv. Selvom alle hans klemmer hurtigt bliver hapset, synes han tilsyneladende ikke, han er ude, for han fortsætter med at løbe efter både Ida og de andre.
Efter 3-4 minutter er der prusten og stønnen fra de fleste deltagere.
”Kort pause. Tag lidt vand,” lyder det fra Pia Lildballe. Finn og Ida sætter sig ved siden af hinanden på et par træstubbe.
Naturtræning i Frederikssund
Træning er alfa og omega for mennesker med gigt
Det er onsdag formiddag. Ved Ådalen i Frederikssund, på en lille naturgrund, omkranset af et bølget landskab, har ugens Naturtræning været i gang i et lille kvarter – med naturtræner Pia Lildballe ved roret.
I 2021 tog Gigtforeningen – sammen med DGI og med støtte fra TrygFonden – initiativ til at udvikle og afprøve træningsfællesskaber i naturen for mennesker med gigt. Regelmæssig motion og træning er alfa og omega for mennesker med gigt. Det styrker mobiliteten og det mentale helbred, dæmper smerterne og kan hjælpe på den invaliderende træthed, som mange med gigt kæmper med.
Gigtforeningen forklarer, at det kan være svært at komme i gang, når man har ondt, og nogle mennesker med gigt føler sig ikke godt tilpas i et almindeligt træningscenter med maskiner og tunge vægte.
Heriblandt Finn og Ida.
Hvad er naturtræning?
Naturtræning foregår i skoven, ved stranden eller et andet sted under åben himmel, der indbyder til at være aktive sammen. Træningen omfatter anderledes og sjove aktiviteter, der udnytter naturens elementer, og det kan for eksempel være balanceøvelser eller naturbingo.
Naturtræning spirer i hele landet især igennem de senere år, og har været med til at have en positiv indflydelse på manges livsstil. Elementer såsom frisk luft, samvær og individuelt tilpasset træning er nogle af årsagerne til, at folk vælger at benytte sig af naturens faciliteter.
Naturtræningen giver frisk luft og sollys, hvilket har en positiv effekt på vores mentale helbred. Det er samtidig nemt at være inkluderende og få alle med.
Læs mere: Naturtræning - for dig med gigt (Gigtforeningen)
Kilde: Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI)
Det er vigtigt, at træningen foregår i naturen
Det var Ida, der i første omgang bed mærke i en annonce for naturtræning i Gigtforeningens blad, og heldigvis havde Finn lyst til også at tage af sted. Begge har været meldt ind i det lokale fitnesscenter, men det sagde dem ikke noget.
”For man taler ikke med nogen,” som Ida siger. ”Jeg har faktisk lige meldt mig ud igen,” fortæller Finn.
Men naturtræningen virker for dem begge. De har begge fået det væsentligt bedre rent fysisk: Finns slidgigt i knæene har godt af den varme, træningen giver, og for Ida, der stadig kæmper med følgerne af et kemoforløb, der forværrede hendes slidgigt, er den fysiske træning afgørende for at få blødgjort leddene.
At træningen foregår udendørs, spiller en afgørende rolle.
”Jeg var ude at gå en tur herude for et års tid siden, og her er jo så smukt. Så da jeg læste, at træningen foregik her, var jeg grebet med det samme. Det skaber en ro. Det er fredfyldt,” fortæller Ida.
Også det sociale trækker
Men faktisk er det mere det sociale, der trækker. Gigten har alle til fælles, så der er en forståelse for hinandens situation, men alligevel er det ikke sygdommen, der fylder mest:
”I starten skulle vi lige lære hinanden at kende, men nu er samtalerne stærkere og mere fortrolige. Vi spørger ind til hinanden og er nysgerrige,” siger Finn.
Ida fremhæver især Pia Lildballes rolle.
”Hun er en dygtig træner og god til at komme hele kroppen igennem, men hun er mindst lige så god til at samle folk. Øvelserne bærer også præg af at … ja, lege. Lege som man kendte dem fra man var barn. Som var man til børnefødselsdag.”
Hvad er effekten af naturtræning?
Regelmæssig motion og træning er alfa og omega for mennesker med gigt. Og det kan have god effekt, at det foregår i naturen.
Det viser evalueringen ”Naturtræning for mennesker med gigt” (2021) udarbejdet for Gigtforeningen og DGI Østjylland – med støtte fra TrygFonden.
Når deltagerne vurderer deres egne, oplevede forandringer i gigtrelaterede problemer, funktionsniveau og mentalt helbred ser det således ud:
- Cirka en tredjedel oplever en forbedring af deres gigtrelaterede problemer
- Cirka en tredjedel oplever en forbedring i funktionsniveauet
- Over halvdelen oplever en forbedring af deres mentale tilstand
Kvalitative fund viser, at deltagerne føler, at de genopdager glæden og roen i naturen, styrker deres sociale relationer, velvære og frihed til at være sig selv på trods af sygdommens symptomer.
Der er fokus på hele kroppen
Og apropos børnefødselsdag, er det tid til endnu en øvelse: Stjerneløb.
”Så skal vi i gang igen,” lyder det fra Pia Lildballe, der har brugt pausen på at lave forskellige poster rundt på naturgrunden. Hver med sit lille flag. Og med hver sit fokus på en række øvelser:
”Mavemuskler”, står der på den ene post. ”Ben”, ”balance,” ”rygmuskler” og ”ryg og skuldre”, står der på nogle af de andre poster.
Det er Pia Lildballes tredje sæson som naturtræner, men også før hun gik på pension, var hun løbetræner på sin tidligere arbejdsplads. For 8 år siden fik hun en dobbelt bypass, så hun ved, hvor væsentligt det er at bevæge sig.
”Jeg prøver at komme hele kroppen rundt. Hvis jeg kan gøre bare en lille forskel, så er jeg glad,” forklarer Pia Lildballe.
En daglig grinetur er godt
Folk går i grupper hen til deres første post. Det lader dog til, at der er opstået en vis forvirring, for der opstår store diskussioner om, hvordan man skal gå til posterne.
”Prøv nu at høre, hvad jeg siger,” prøver Pia. Og forklarer reglerne igen.
”Har I forstået det?”
Hun kigger rundt på forsamlingen. Ingen siger noget.
Pia bryder sammen af grin. Og fortsætter i flere minutter, alt imens deltagerne kommer hen til Pia fra den ene post i Stjerneløbet efter den anden. Med – åbenbart – fuldkommen forkerte løsninger på opgaverne.
Finn og Ida fremhæver netop de mange grin på holdet som noget ganske særligt.
”Der er meget kærligt drilleri på holdet, hvilket udløser et hav af endorfiner. Det er jo også sundt,” siger Finn.
Ida nikker.
”Det har Finn og jeg i øvrigt også altid været gode til: At grine sammen. Vi taler tit om ”vores daglige grinetur.” Den skal vi helst have.”
Øvelserne og samværet virker så godt for dem, at de netop sammen har tilmeldt sig endnu en sæson.
Relateret indhold
-
LouisianaPigerne: Kunst er rammen om et trygt fællesskab for piger
LouisianaPigerne fra Gladsaxe oplever kultur og er kreative sammen. Kunsten åbner for deres nysgerrighed og omsorg for hinanden og baner vejen for nye venskaber. -
Blindmotion: Et øje for det gode liv
En alvorlig trafikulykke tog Sven Mogensens øjne, lugte- og smagssans – men det stoppede ikke hans livsgejst. Han ror i kajak, bestiger bjerge og kæmper for, at alle blinde i Danmark skal få et godt liv. Det gør han gennem foreningen Blindmotion, som TrygFonden støtter. -
Ungdomsbrandkorpset på Mors slukker ildebrande og tænder håb
Ungdomsbrandkorpset på Mors er ét af mange korps over hele landet, der gør en kæmpe forskel for at styrke skolegangen og selvværdet for unge, der kæmper med at finde fodfæste. TrygFonden har i mere end 10 år støttet uddannelsen af de unge brandkadetter. -
Det er dyrt at blive klippet. Hvorfor ikke lære det selv og få andre med?
Hvad sker der, når man overlader det til de unge selv at komme med ideer til, hvad der kan forbedre deres trivsel og livsglæde? Og endda lader andre unge beslutte, hvilke ideer der skal have støtte? Det satte Ungdomsbureauet og TrygFonden sig til at undersøge med en ny 150.000 kr. ’Godt-i-gang-kassen’ i Syddanmark. -
Familiehuset i Skejby
Frivillige kræfter gør en stor forskel med nærvær, varme og hverdag i TrygFondens Familiehus i Skejby ved Aarhus Universitetshospital for familier med alvorligt syge børn. Det har de gjort for tusindvis af familier siden 2012. -
Lær for Livet: Ordblindhed, pandekager og plat humor – et stærkt makkerpar
Tove Lindberg er mentor for Nathalie Nielsen. De er et makkerpar, der har plat humor og ordblindhed til fælles. De har fundet sammen via ”Lær for Livet”, der arbejder for at styrke læring, livsduelighed og fællesskab hos børn og unge med behov for ekstra støtte. -
Fritidsjob løfter unges trivsel i Frederikshavn
Unge med fritidsjob trives bedre og har større chance for at komme i uddannelse og arbejde senere i livet end unge, der ikke har et fritidsjob. Det er baggrunden for, at Frederikshavn Kommune har sat gang i en særlig ordning, der skal hjælpe skoletrætte og sårbare unge med at få et fritidsjob. TryghedsGruppens regionale råd i Nordjylland har støttet projektet. -
Fællessangen gør glad og løfter fællesskabet
I Korinth på Fyn mødes et lokalt kor til fællessang hver anden uge. Her er åbne døre og plads til både øvede og uerfarne sangstemmer, varme grin og kaffe i fællesskabets navn. Foreningen Din Fritid står bag koret, som TrygFonden har støttet siden 2023.