Repræsentanterne, der alle er medlemmer af TryghedsGruppen, er med til at fastlægge vores overordnede strategier, udbetaling af medlemsbonus og niveauet for TrygFondens almennyttige aktiviteter.
Alle 70 repræsentanter er valgt af medlemmerne i deres region, og de kan stemme, stille forslag og deltage i udviklingen af TryghedsGruppen. Repræsentantskabet mødes til halvårlige repræsentantskabsmøder.
Mød to af vores repræsentanter
Som repræsentant har du indflydelse på:
- Vedtægter: Du er med til at godkende ændringer i TryghedsGruppens vedtægter, der er de grundlæggende regler for selskabet.
- Personvalg: Du er med til at vælge, hvem der skal sidde i bestyrelsen, hvem der skal være formand/næstformand for repræsentantskabet, og hvem der skal sidde i valgbestyrelsen og andre udvalg.
- Godkendelse af regnskab: Du er med til at godkende årsrapporten, og du er med til at beslutte, om der skal udbetales bonus til medlemmerne og i givet fald hvor meget.
- TrygFondens økonomiske ramme: Du er med til at bestemme den økonomiske ramme for TrygFonden, dvs. hvor mange penge, der skal bruges til de almennyttige aktiviteter.
- Strategiske beslutninger: Du er med til at drøfte og træffe overordnede strategiske beslutninger, fx TryghedsGruppens strategi og medlemsstrategi, TrygFondens strategi og TryghedsGruppens ejerskabspolitik, der bl.a. vedrører ejerskabet af Tryg.
- TrygFondens regionale donationer: Du er i TryghedsGruppens regionale råd med til at beslutte almennyttige donationer til projekter i din region.
Repræsentanterne er samlet mindst to gange om året og får et fast honorar for deres indsats.
Som repræsentant har du bl.a. IKKE indflydelse på:
- Ledelse og daglig drift: Du har ikke indflydelse på ledelse og den daglige drift i TryghedsGruppen, herunder kommunikation og kampagner vedr. fx medlemsbonus eller almennyttige aktiviteter. Det varetages af bestyrelsen og direktionen.
- Tryg: Tryg er et selvstændigt børsnoteret selskab, hvor ansvaret for ledelse og drift alene ligger i Trygs ledelse og direktion. Du har derfor ikke indflydelse på fx priser, produkter eller kundeservice i Tryg. Du har dermed alene indflydelse på Tryg via den overordnede ejerskabspolitik.
- Kapitalforvaltning: Det er bestyrelsen, der fastlægger den konkrete investeringspolitik som regulerer, hvordan TryghedsGruppen investerer. Du er dog som medlem af repræsentantskabet med til at fastlægge hovedstrategiens overordnede rammer for TryghedsGruppens kapitalforvaltning.
- TrygFondens landsdækkende projekter: Du har ikke indflydelse på, hvilke projekter TryghedsGruppen gennem TrygFonden støtter på landsplan. Dette besluttes som udgangspunkt i bestyrelsens bevillingsudvalg og bestyrelse.
Stil op til valget
Er du medlem af TryghedsGruppen i Region Sjælland? Og vil du være med til at bestemme, hvad TryghedsGruppen og TrygFonden skal arbejde for? Så kan du nu stille op til vores repræsentantskab.