Søg støtte

Søg

03. marts 2026

Mere end nus og godbidder: Sådan forvandler besøgshunde en helt almindelig torsdag

Har du en rolig og menneskeglad hund? Så kan den – ligesom besøgshundene Eddie og Ilse – være med til at skabe livsglæde og nærvær for ældre på plejehjem og i plejeboliger. Mød to af de frivillige firbenede fra TrygFonden Besøgshunde og få indblik i, hvordan ordningen fungerer.
Tekst
Helle Sindal
Foto
Holly m.fl.

Mød Eddie, en besøgshund med socialt talent

Emma Lystlund Hedegaard og Emil de Fønss Gandrup Hansen gør arbejdet og pudlen Eddie er icebreakeren, der starter samtalerne og stjæler showet hos beboerne i Ceres Huset, hvor Eddie med sine ejere Emma og Emil er fast besøgshundeteam.

En logrende, lyskrøllet pause i hverdagen

Kan en hund virkelig gøre en forskel for mennesker med demens og andre ældre på plejehjem? Ja, viser både forskning og erfaringer fra hele landet. Et besøg med en hund kan skabe nærvær, vække minder og give nyt liv til en ellers stille formiddag.

For besøgshundeejere som Emma Lystlund Hedegaard, Emil de Fønss Gandrup Hansen og Pia Riishøj betyder det, at en helt almindelig torsdag kan forvandles til en dag fyldt med smil, genkendelse og meningsfulde møder.

Og det mærkes med det samme.

”Der er du jo! Kom her, min søde ven!” 

Emma, Emil og Eddie besøger Ceres Huset i Aarhus hver lørdag. Det har de gjort i flere år. ”Vi er så glade for det. Vi kan tydeligt se, hvor meget det gavner de ældre,” fortæller Emma. 

Forskning peger på, at friske ældre gerne vil tale med hundeejeren og lave nogle aktiviteter sammen med besøgshunden. Plejehjemsbeboere med fremskreden demens foretrækker den fysiske kontakt og nærværet med hunden.  Har man selv haft hund eller andre kæledyr, kan et hundebesøg vække glade minder. 
 

Hundebesøgene giver beboerne mulighed for at være til stede i nuet og bare nyde at kæle med hunden. 

Beboerne på plejehjemmet lyser op og smiler stort ved synet af den lyskrøllede hund med orange tørklæde om halsen. 

Lige før sad de foran tv’et, og flere af dem var faldet hen i en formiddagslur. Nu samles opmærksomheden om den logrende gæst, som tydeligvis nyder at være midtpunkt og blive klappet og kælet for. 

”Jeg har ventet på dig,” udbryder en beboer, som får fast besøg af pudlen Eddie. 

Genkendelsens glæde er synlig hos dem begge, da han rækker ud mod sin firbenede ven, der besøger plejehjemmet sammen med sine ejere, Emma og Emil.  

 

Eddie er besøgshund hos TrygFonden
Besøgshundeejerne Emma Lystlund Hedegaard og Emil de Fønss Gandrup Hansen med pudlen Eddie er faste lørdagsgæster hos de ældre i Ceres Huset i Aarhus.

Kender du en, der kunne bruge et besøg?

  • Er du pårørende, eller kender du en ældre, der trænger til et hundebesøg?
  • Se hvilke besøgssteder, der allerede er en del af ordningen, eller download en folder om, hvordan du kan informere et besøgssted om TrygFonden Besøgshunde.
Besøgshunden Eddie
Hunde kan skabe kontakt og nærvær på en måde, som mennesker ikke kan.

Besøgshunden Eddie vækker glæde og minder hos de ældre

Rundt omkring i landet bringer flere end 600 besøgshunde og deres ejere glæde, livskvalitet og nærvær ind i den ofte ensformige hverdag på plejehjem. 

De er en del af TrygFonden Besøgshunde – et landsdækkende, gratis tilbud, hvor frivillige hundeejere og deres godkendte hunde besøger ældre på plejehjem og i plejeboliger. 

Eddie, Emma og Emil har gennem flere år været faste lørdagsgæster hos de ældre i Ceres Huset i Aarhus. 

”Eddie er glad for og tryg ved at være besøgshund. Ældre er hans favoritaldersgruppe. Han er sød og insisterer på kontakt på en god måde. Eddie vækker nogle minder hos de ældre, som ellers er gemt væk. De fortæller os om deres egne hunde og oplevelser med andre dyr,” siger Emma.

Hun er ikke i tvivl om, at Eddie har en stor plads i plejehjemsboernes hjerter. 

”Og vi nyder at dele vores hundeglæde med dem,” fastslår hun. 

 

Mød makkerparret Pia og Ilse

Hundeejer Pia Riishøj og corgien Ilse elsker at sprede glæde. Besøgshundearbejdet styrker båndet mellem dem, og Pia bliver umådelig stolt, når hun ser, hvordan corgien Ilse gør en forskel for andre mennesker.

Corgien Ilse er 3. generations besøgshund. Pia har været aktiv i TrygFonden Besøgshunde i mange år – først med Ilses mormor Sally og siden med Ilses mor Diva.

Ilse kender rutinen, når hun og Pia ankommer til plejecenteret i Aalborg. Så snart hun får sit orange arbejdstørklæde på, kan det kun gå for langsomt med at komme ind til beboerne. 

Pia og Ilse besøger Plejecenter Birkebo i Aalborg hver 14. dag. ”Vi gør en ganske lille indsats og får så meget positivt igen,” fremhæver Pia.  Corgiens lange krop, korte ben og opretstående ører kalder smilet frem hos beboerne. ´Ilse spiser ikke så meget til aftensmad, når hun har været ude som besøgshund og er blevet forkælet med godbidder. ”Det er en vigtig og hyggelig del af besøget,” siger Pia. 

Ilse er tredjegenerations besøgshund

Corgien Ilse med den lange krop, korte ben og opretstående parabolører udløser mange reaktioner hos beboerne på Plejecenter Birkebo i Aalborg.

”Med en lille indsats gør vi en stor positiv forskel for mange mennesker. Derfor er jeg med i besøgshundeordningen med min tredje hund,” fortæller Pia.  

Hun opdrætter corgier på hobbyplan, og både Ilses mor og mormor var besøgshunde på Birkebo, mens de levede. 
Ilse kender rutinen, når hun og Pia ankommer til Birkebo hver 14. dag. Så snart hun får sit orange arbejdstørklæde på, kan det kun gå for langsomt med at komme ind til beboerne. 

Der er dækket op med håndklæde, godbidder og vandskål til Ilse og en kaffekop til Pia.

”Så hygger beboerne sig med Ilse, mens vi drikker kaffe og snakker sammen – ofte om hunde,” beretter Pia.

Indimellem løber der en tåre eller to, når beboernes tanker strejfer alt det, som var engang. 

Vigtigt at kunne se, når hunden er træt

Ilse og Pia går også på små individuelle visitter, hvis en beboer har det lidt skidt eller gerne vil være for sig selv uden at gå glip af hundehyggen. 

”Selv sengeliggende kan få besøg, hvis de ønsker det, for Ilse har jo en dejlig handy størrelse,” indskyder Pia.

Den erfarne besøgshundeejer understreger vigtigheden af at kende sin hund godt og vide, hvornår den er træt og har fået snak og nus nok. 

 

Med en lille indsats gør vi en stor positiv forskel for mange mennesker. Derfor er jeg med i besøgshundeordningen med min tredje hund.

Pia Riishøj, ejer af besøgshunden Ilse

”Når der er blevet fløjtet og kaldt på Ilse en masse gange, runder vi besøget af og siger på gensyn om 14 dage,” fortæller Pia. 
Og kort efter hjemkomsten er det hunden, som er træt og falder hen i en lur. 

Forsker: Besøgshunde giver mulighed for meningsfuldt samvær

At hundebesøg på plejehjem øger livskvaliteten, skaber nærvær og vækker minder, er også videnskabeligt bevist. 

Seniorforsker, ph.d., Karen Thodberg fra Aarhus Universitet forsker i relationer mellem dyr og mennesker. Hun har bl.a. undersøgt, om besøgshunde gavner ældre, og hvordan man bedst benytter hunde i arbejdet med ældre og demente. 

”Hundebesøg engagerer en bred vifte af plejehjemsbeboere, formodentlig fordi mange tidligere har haft hund og simpelthen bare godt kan lide hunde,” siger hun. 

Når der kommer en hund med på besøg, giver det beboerne mulighed for forskellige former for meningsfuldt samvær. 

”Vores undersøgelser viser, at beboere med svære demenssygdomme typisk foretrækker roligt nærvær med hunden, mens kognitivt friske beboere gerne vil tale med hundeejeren og lave forskellige aktiviteter med hunden – fx at den skal finde godbidder eller give pote,” slutter Karen Thodberg. 

Fakta: Om Besøgshunde

  • TrygFonden Besøgshunde er et landsdækkende korps af frivillige hundeejere og hunde, som besøger ældre mennesker på plejehjem og i plejeboliger. Besøgshundene kommer ikke på besøg i private hjem. 
  • Aktuelt er over 600 hunde og deres ejere tilmeldt ordningen. 
  • Besøgene er gratis og foregår typisk som hyggelige samvær, hvor beboerne kan klappe hunden, gå en lille tur, lege eller bare sidde sammen med hund og ejer. Det kan foregå både individuelt og i mindre grupper – alt efter behov og ønsker på stedet.
  • For mange ældre giver mødet med hundene øget livsglæde, ro og social kontakt. Samværet kan vække minder om tidligere kæledyr og sætte gang i samtaler mellem beboere, personale og pårørende. Besøgshunde kan også være med til at aktivere beboerne fysisk. 

Få svar på ....

Vi har her samlet nogle af de væsentligste spørgsmål og svar til dig, der vil vide mere om TrygFonden besøgshunde.

Hvorfor blive besøgshundeteam?

Du får en meningsfuld frivilligrolle, styrker relationen til din hund og bliver en del af et landsdækkende fællesskab.

Se mere her.

Hvordan kan man være med i TrygFonden Besøgshunde?

Man kan være med i ordningen som besøgshundeteam (hund og hundeejer) og som besøgssted (plejehjem og plejeboliger). Det er vigtigt at finde et godt match mellem hund, ejer og besøgssted, så alle får den bedste oplevelse. Du og din hund kan være med til at gøre en positiv forskel for ældre på plejehjem – en særlig oplevelse, der kræver tid, viden og engagement. 

Hvad er kravene til hundeejeren?

Som hundeejer har du en vigtig rolle, når du og din hund er ude på besøg. Det er dig, der står for besøget og skal forsøge at skabe kontakt mellem din hund og de ældre. Samtidig skal du holde øje med din hund og sikre, at også den har en god oplevelse og ikke lider overlast. 

Hvad er kravene - se mere her.

Hvad er kravene til hunden?

Før en hund kan blive en del af TrygFonden Besøgshunde, skal den godkendes til en optagelsesprøve. Det er vigtigt, at hunden trives i rollen som besøgshund og har lyst til kontakt med mennesker.

Hvad er kravene - se mere her.

Se mere om optagelsesprøven her.

 

Hvordan foregår optagelsesprøven?

Prøven består af en grundig dyrlægeundersøgelse, en adfærdsundersøgelse og en samtale med hundens ejer. Der bliver også set på, hvordan du og din hund fungerer sammen – også når der er andre hunde og mange mennesker i nærheden.

Se mere om optagelsesprøven her.

Er der aldersgrænser for besøgshunde?

Hunden skal være minimum 2 år og må ikke være fyldt 10 år, når den kommer til optagelsesprøven. 

Se mere om krav her.

Hvilke hunderacer egner sig som besøgshunde?

Der er ikke nogen racer, der er mere velegnede som besøgshunde end andre. Det vigtigste er hundens personlighed, temperament og robusthed. TrygFonden Besøgshunde optager ikke hunde, der tilhører eller er blandinger af de ulovlige racer i Danmark. 

Hvor tit skal man komme på besøg?

Regelmæssige og ikke for sjældne besøg, gerne 2-4 gange om måneden, er bedst for både hund, beboere og personale.

Se mere her.

Hvorfor gør besøgshundeordningen en forskel for beboerne?

Hunde kan skabe kontakt og nærvær på en måde, som mennesker ikke kan. 

Læs mere om besøgshunde og deres effekt.

Relateret indhold

Her finder du artikler om nogle af de andre projekter, som TrygFonden har støttet.

Har du spørgsmål?

Galina K. W. Plesner

Projektchef