Om donationen
Hvert år får 62.000 danskere stillet en gigtdiagnose, og gigt er én af de kroniske sygdomme, som rammer flest seniorer over 65 år. En undersøgelse viser, at 67 pct. oplever, at deres livskvalitet er væsentligt påvirket af deres gigtdiagnose. Mange lever med nedsat funktionsevne i hverdagen, invaliderende træthed og ledsmerter, og mange angiver, at deres sociale liv og fritidsaktiviteter er blevet påvirket negativt af deres gigtdiagnose. Denne donation går til projekt ”Sunde seniorer med gigt”, hvor Gigtforeningen og DGI Østjylland i samarbejde med fem kommuner i Region Midtjylland ønsker at udvikle og afholde bevægelsesaktiviteter, der fremmer sundhed og trivsel for seniorer med gigt. Målet er, at flere seniorer med gigt får viden om, hvilke bevægelsesaktiviteter i deres lokalområde de kan deltage i, og får konkret erfaring med, hvilken positiv forskel bevægelse kan gøre i et liv med gigt. Som led i projektet afholdes flere "Aktiv med gigt”-dage med rig mulighed for forskellige bevægelsesaktiviteter i naturen og socialt samvær med ligestillede. Bagefter vil deltagerne kunne tilmelde sig forskellige træningstilbud med bl.a. gågrupper og cykelhold. Indsatsen løber over to år, og det forventes, at 3.645 seniorer vil deltage.- Region
- Midtjylland
- Type
- Projekt
- Modtager
- Gigtforeningen
- Støttet beløb
- 2.798.801 kr., år 2022
- Delmål
- Flere gode leveår
Donationsmodatagerens egen vurdering af effekten af donationen
Målgruppen
Ældre
Forankring
I hvor høj grad er I lykkedes med at forankre projektet?
Rekrutterings- og brobygningssamarbejdet med kommunerne er udviklet og styrket lokalt bl.a. gennem Aktiv med gigt-dagene. Vi har hvervet og uddannet nye typer af engagerede frivillige lokalt . Det er i projektperioden kun i mindre grad lykkedes at forankre aktiviteterne lokalt hos frivillige. Men der er stor velvilje og interesse - særligt ser vi muligheder for styrket brobygning til kommunerne, som er meget interesseret i lokale tilbud til mennesker med gigt, da der i dag kun er få.
Mål
I hvor høj grad blev målet med jeres projekt indfriet?
Vi har afviklet 15 Aktiv med gigt-dage, igangsat 3 nye træningstilbud (2A, B, C), uddannet frivillige og styrket brobygnings- og rekrutteringssamarbejdet med kommuner og lokale aktører. Vi har med 1.398 deltagere til Aktiv med gigt-dage og hold desværre ikke nået måltallet på 3.429. Men brugertilfredsheden har været stor, og deltagerantallet er løbende steget. Vi har uddannet 70 frivillige mod forventet 58. Nye naturindsatser er afprøvet, og brobygningen med kommunerne har været særdeles god.
Aktiviteter
I hvor høj grad var de valgte aktiviteter de rigtige til at nå jeres mål?
Vi har afprøvet SMART training, cykelhold og gå-fællesskaber. Gode ”lavtærskel” tilbud, som let kan tilpasses målgruppen med den rette frivillig-uddannelse. SMART training har været mest populært og supplerer bevægelse med et fokus på hjernetræning. Gå- og cykelhold var sværere at rekruttere til, men vi har haft succes med at krydre dem med natur- og kulturformidling. Afslutningsvis har vi afprøvet naturforløb, der ser ud til at kunne motivere nye målgrupper – herunder mænd og motionsuvante.
Delmål
Flere gode leveår
Evnen til at kunne klare sig selv i dagligdagen, et godt fysisk og mentalt helbred og deltagelse i fællesskaber. Vi ønsker at bidrage til, at flere ældre får flere gode leveår med højere livskvalitet.
Mere om vores fokusområde Flere gode leveår