Donation
Forskningsprojekt
Learning without Limits
Københavns Professionshøjskole
Donationen går til at udvikle og afprøve en inkluderende undervisningsmetode på Pædagogisk Assistentuddannelsen (PAU) for at styrke trivslen og gennemførelsen for elever på erhvervsuddannelser. Erhvervsuddannelserne, herunder PAU, har oplevet en markant stigning i antallet af elever med behov for specialpædagogisk støtte, men undersøgelser viser, at lærere og vejledere ofte mangler viden og redskaber til at opfylde behovet i undervisningen. Med denne donation vil forskerne derfor udvikle og pilotteste ”Universal Design for Learning”-baserede (UDL) undervisningsmetoder. UDL bygger på, at diversitet er et grundvilkår for læring, og at undervisning derfor skal tilrettelægges, så flest mulige elever kan deltage, lære og demonstrere deres kompetencer. UDL er udbredt internationalt og i Danmark under afprøvning både i grundskolen og på universitetet. Målet med projektet er at styrke lærernes og vejledernes kompetencer og forbedre elevernes deltagelse, trivsel og gennemførelse af uddannelsen. Sideløbende skal indsatsen generere viden og anbefalinger, der kan anvendes bredt på erhvervsuddannelser til at fremme uddannelse, trivsel og lige muligheder for unge. Pilotprojektet gennemføres for op til 24 lærere samt 5 vejledere, mens 250–300 elever deltager i spørgeskemaundersøgelser, og ca. 20 elever udvælges til fokusgruppeinterviews.
Tildelt støtte
985.967 kr.
2025
Modtager
Københavns Professionshøjskole
Region
Landsdækkende
Delmål
Parat til uddannelse