Søg støtte

Søg

STAY FIT – Træningsfællesskaber


Donation

Forskningsprojekt

Ældre og alkoholforebyggelse

Aarhus Universitet

Donationen går til at skabe viden om ældre generationers alkoholforbrug samt udvikle alkoholforebyggelsesstrategier og -indsatser målrettet ældre i alderen 65+. Undersøgelser viser, at de nuværende generationer af ældre har et betydeligt højere alkoholforbrug end tidligere. Samtidig er det dokumenteret, at et stort forbrug af alkohol kan føre til bl.a. stroke, kræft, depression og ensomhed og i øvrigt forringe livskvaliteten for den enkelte ældre og dennes pårørende. Der findes kun få nationale og lokale forebyggelsesstrategier og -indsatser, som er målrettet ældre, og de kan være meget generaliserede og vanskelige at implementere i praksis. Med denne donation vil forskerne derfor i samarbejde med målgruppen udvikle forebyggelsesstrategier og -indsatser, som er skræddersyede til de ældre. Projektet indeholder fem delprojekter, der bl.a. skal sikre, at de redskaber og tests, der bruges til at kortlægge problematisk alkoholforbrug, reelt passer til nutidens ældre. Derudover skal omfanget af et for højt alkoholforbrug afdækkes, og kendetegn ved forskellige grupper af ældre med risikabelt alkoholforbrug skal undersøges. Endelig skal der indsamles viden om alkohols betydning for den enkelte ældre, og hvordan dette har ændret sig gennem tiden. Den indsamlede viden skal bruges til at udvikle specifikke strategier og anbefalinger til alkoholforebyggelse målrettet forskellige grupper af ældre med et risikabelt alkoholforbrug. Anbefalingerne vil blive udviklet og testet i tæt samspil med ældre borgere og fagpersoner på området. Indsatsen skal køre i fem år, og resultaterne vil blive delt med fagfolk, myndigheder og øvrige aktører på området samt med hele befolkningen.

Tildelt støtte

7.503.396 kr.

2025

Modtager

Aarhus Universitet

Region

Landsdækkende

Delmål

Flere gode leveår