Søg støtte

Søg

Fælles om ungelivet

TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og en række kommuner og civilsamfundsorganisationer vil skabe bedre rammer for ungdomslivet i Danmark. Et ungdomsliv, hvor alkohol, rygning og hash fylder mindre i de unges liv, og forældre og civilsamfundet i højere grad involverer sig.

I slutningen af 1990’erne havde unge på Island et tårnhøjt forbrug af alkohol, hash og cigaretter. Forældre og politikere gik derfor sammen om at skabe et sundere miljø for deres børn og unge. Islandske unge har i dag det laveste forbrug af alkohol og cigaretter i Europa – også i forhold til at have prøvet hash ligger Island lavt.

Da danske unges forbrug af alkohol, cigaretter og hash er højere end i de andre nordiske lande, har flere danske kommuner rettet blikket mod Island. For at bidrage til udviklingen har TrygFonden og Sundhedsstyrelsen etableret partnerskabet Fælles om ungelivet.

Projektets vision er, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Et liv, hvor tydelige og nærværende voksne skaber rammerne for og viser vejen til positive sociale fællesskaber og inspirerende ungemiljøer.

I projektets første fase udviklede fem pilotkommuner et dansk koncept inspireret af erfaringer fra Island. I næste fase af partnerskabet indgår de fem pilotkommuner som mentorer for 10 nye programkommuner. Kommunerne vil modtage sparring og rådgivning fra Sundhedsstyrelsens sekretariat samt de fem mentorkommuner.

Fælles om ungelivet arbejder ud fra tre principper

  • Datadrevet indsats: Vi indsamler og formidler aktuelle og lokale data om børn og unge i alderen 12-18 år i kommunen.
  • Beskyttende faktorer: Vi fokuserer på stærke fællesskaber og aktive fritidsinteresser som nøgler til at forebygge unges brug af rusmidler.
  • Lokal involvering og mobilisering: Vi mobiliserer forældre og lokalsamfund til aktivt at skabe stærke rusmiddelfri fællesskaber for børn og unge.

Viden der skaber tryghed

Vores indsatser er baseret på viden. Her kan du dykke ned i de relevante publikationer.

Har du spørgsmål?