Donation
Forskningsprojekt
Bedre data om udsatte børn
VIVE
Donationen går til at undersøge, hvorvidt et nyt koncept hjælper sagsbehandlerne i kommunerne med at få mere pålidelige, valide og fagligt relevante data om udsatte børn og unges udfordringer. Afbrudte uddannelser, mentale lidelser og kriminelle løbebaner forekommer oftere for børn og unge i udsatte positioner end for andre. Derfor er det vigtigt, at velfærdssamfundet kan igangsætte tidlige og effektive indsatser for at forebygge og mindske uligheden på både kort og langt sigt. En stor udfordring i forhold til både at teste og vælge de rette indsatser er manglen på systematiske data, som kan vise, hvilke indsatser der virker bedst for forskellige udsatte børn. Kommunernes Landsforening har udviklet et koncept for standardiserede data ”Fælles Faglige Begreber – Børn & Unge”, der skal sikre en mere systematisk indsamling og brug af data om udsatte børn i de danske kommuner. Det skal give sagsbehandlere og andre aktører bedre adgang til data om børnenes udvikling og mulighed for at følge effekten af forskellige indsatser. Med donationen vil forskerne undersøge pålideligheden, validiteten og fagligheden i både kommunale lederes og sagsbehandleres registreringspraksis i forbindelse med det nye koncept. Den nye viden skal bruges til at forbedre den videre implementering og brug af det nye koncept til gavn for sagsbehandlere og relevante ledere i alle 98 kommuner samt de børn og unge, der lever i udsathed i Danmark.
Tildelt støtte
998.855 kr.
2024
Modtager
VIVE
Region
Landsdækkende
Delmål
Alle med fra start