Donation
Forskningsprojekt
Alkohol i ambulant psykiatri
Enheden for Klinisk Alkoholforskning, Syddansk Universitet
Donationen går til at undersøge effekten af at implementere ”15-Mental”-metoden i den ambulante psykiatri. Cirka hver tredje patient i psykiatrien har et for stort forbrug af rusmidler, hvor alkohol er mest udbredt. Det er vanskeligt at hjælpe patienterne, da personalet er tilbageholdende med at spørge ind til forbruget bl.a. af frygt for at miste kontakten til og måske tilliden fra patienten. Omvendt kan patienterne være bekymrede for at tale om deres alkoholforbrug, fordi de frygter at blive stigmatiseret som alkoholiker. I almen praksis anvender man 15-metoden, der hjælper personalet med at identificere og hjælpe patienten til at reducere sit forbrug, og et pilotprojekt i den ambulante psykiatri har vist lovende resultater. Metoden tager udgangspunkt i en snak med patienten på max. 15 minutter om det problem, der har fået patienten til at søge kontakt. Undervejs i udredningen spørges ind til, hvor meget der drikkes, og er forbruget stort, lægges en plan i samarbejde med patienten for at reducere forbruget. Planen kan indeholde mindre ændringer i vaner eller specialiseret alkoholbehandling. Med denne donation vil forskerne nu afprøve effekten af 15-Mental metoden i ambulant psykiatri blandt 15 medarbejderteams i lokalpsykiatrien i Odense, som tilsammen har 3.700 aktive patientforløb og cirka 300 nye patienter hver måned. Ambitionen er at flytte flest mulige patienter fra problematisk/risikabelt alkoholforbrug til et mindre og uproblematisk forbrug. Hvis resultaterne er positive, vil forskerne udvikle anbefalinger til en efterfølgende landsdækkende afprøvning og/eller udrulning af metoden i ambulant psykiatri, som potentielt kan hjælpe de 150.000 mennesker, der hvert år er i behandling.
Tildelt støtte
4.798.000 kr.
2025
Modtager
Enheden for Klinisk Alkoholforskning, Syddansk Universitet
Region
Landsdækkende
Delmål
Sundere liv