Søg støtte

Søg

Nyhed -

Pakker med bøger skal hjælpe udsatte børn i skolen

To nye tiltag skal hjælpe udsatte børn med at blive bedre i skolen og klare sig bedre i livet. Nu skal danske forskere undersøge, om tiltagene virker.


Klub Penalhus og Makkerlæsning er navnene på to nye tiltag, som siden 2016 er blevet tilbudt udsatte børn i Danmark som en hjælp til at klare sig bedre i skolen.

De to tiltag har til formål at hjælpe børnene med at komme op på det samme faglige niveau som deres jævnaldrende, så de ikke allerede tidligt i deres skoletid bliver hægtet af og skal være bagud til langt ind i voksenlivet.

Det store spørgsmål er så, om tiltagene virker, og det er danske forskere i gang med at undersøge, skriver Videnskab.dk.

"Fra udenlandske studier ved vi, at udsatte børn generelt ikke er mindre intelligente end andre børn. De har, hvad der skal til for at lære noget, men deres læring er ofte blevet negligeret i lang tid, og derfor er de allerede i de første klassetrin bagud i forhold til deres jævnaldrende," siger Michael Rosholm, der er professor ved TrygFondens Børneforskningscenter og står bag det nye forskningsprojekt.

Klub Penalhus har stor succes i England

Klub Penalhus, er et simpelt tiltag fra England, hvor det har haft stor succes.

Seks gange i løbet af fire måneder modtager børnene en pakke med forskellige bøger og andet materiale, som de selv kan arbejde med i hjemmet.

Materialet er ifølge Michael Rosholm nøje sammensat og indeholder spændende bøger, spil og opgaver i dansk og matematik, som gerne skulle inspirere børnene til at kaste sig over dem og på samme tid lære noget.

Makkerlæsning kræver lidt mere af forældrene end Klub Penalhus, for det er en indsats, hvor forældre og børn skal læse sammen efter nogle helt bestemte principper.

Makkerlæsningen skal foregå i 20 minutter tre gange om ugen i 18 til 20 uger, og inden forløbet starter, får forældrene et kursus i, hvordan de kan læse med deres barn.

Sammenligner resultater fra de nationale tests

Indtil videre er 200 børn med i forsøgene omkring de to nye danske tiltag. 

Forskerne vil bruge de nationale tests (de nationale værktøjer til løbende at evaluere folkeskolebørnenes faglighed) til at finde ud af, hvor meget tilbuddene forbedrer børnenes faglige kompetencer i primært dansk og sekundært matematik.

Forskerne forventer, at de i omkring maj 2018 vil have de første foreløbige resultater af deres undersøgelse, mens den endelige evaluering først foreligger sidst i 2018, og at de efterfølgende kan komme med styrkede anbefalinger for, hvad der skal til for at hjælpe udsatte børn fagligt – og på den lange bane også socialt.

Læs mere om tiltagene på videnskab.dk