Søg støtte

Søg

Nyhed -

Husk skygge, solhat og solcreme, når musikken spiller

Roskilde Festival er allerede i fuld gang, og vejrudsigten er fyldt med sol og sommer. Lækkert festivalvejr, der skal nydes. Men det er en god ide at nyde solen med omtanke, så festivaldagene ikke bliver ødelagt af en smertefuld solskoldning.


Roskilde Festival betyder hygge, musik og masser af aktiviteter under åben himmel. Men den gode festivalstemning kan hurtigt blive ødelagt, hvis man får for meget sol, og huden bliver øm og rød. Derfor er det vigtigt at huske solrådene, når festivalvejret byder på masser af sol.

"Man kan hurtigt glemme, hvor mange timer solen faktisk bager på ens hud, når man står til en koncert eller sidder i lejren og hygger. Men solen skinner altså lige meget, uanset hvad vi foretager os, så husk solhatten når du står i køen til koncerten og vær ekstra grundig med solcremen på de lange festivaldage," siger Line Novél, projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Husk solhatten, når du står i køen til koncerten og vær ekstra grundig med solcremen på de lange festivaldage

De tre solråd fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne lyder:

  1. Skygge. Søg skygge midt på dagen, når solen brænder mest. Det kan være svært at finde skygge på Roskilde Festival, men både træer og pavilloner laver typisk lidt skygge, som man kan sidde i. 
  2. Solhat. Tag en bredskygget solhat på og beskyt huden med løstsiddende, tætvævet tøj.
  3. Solcreme. Brug rigeligt med solcreme dér, hvor tøjet ikke dækker. Vi anbefaler, at man bruger mindst faktor 15 i Danmark.

Solkampagnen solbeskytter de frivillige på Roskilde Festival

Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne har igen i år en skyggelounge på festivalen, hvor festivalens frivillige, kan skygge-hygge, når de ikke er på vagt. Her kan de lave uv-armbånd og solquiz, eller bare sidde og slappe af i skyggen. Derudover kører der solcykler rundt med solcreme og solråd til mange frivillige, der er på job, og som ikke nødvendigvis kan søge i skygge, når det er varmest midt på dagen.

"De frivillige, der er på job, er rigtig glade for at få besøg af solcyklen. Vi giver dem masser af solcreme og nogle gode råd med på vejen, så de kan nyde deres festival uden at blive solskoldet," siger Ida Cordius Hansen, der er frivillig for Solkampagnen.

Hold øje med uv-indekset

UV-indekset kommer højt op i disse dage, og derfor er det en god ide at have appen UV-INDEKS med i lommen på mobiltelefonen. Her kan man i løbet af dagen hurtigt og nemt holde øje med, hvornår det er en god idé at skrue ned for solen. Når uv-indekset er 3 eller mere, er solbeskyttelse nemlig nødvendigt. UV-INDEKS er en gratis app, der er udviklet af Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Læs om appen og download den her.

Karen Bøgedal

Projektchef