Søg støtte

Søg

Nyhed -

Fire ud af fem danskere har været på førstehjælpskursus

Danskerne er en nation af førstehjælpere. Fire ud af fem danskere over 18 år har modtaget undervisning eller instruktion i hjertelungeredning, og for 24 pct. er det sket indenfor de seneste to år. Knap halvdelen af danskerne er desuden blevet instrueret i at bruge en hjertestarter. Det viser en helt ny undersøgelse fra Region Hovedstadens Akutberedskab, som indikerer, at danskerne gerne vil forberede sig på at handle, hvis de er vidne til et hjertestop.


Rigtig mange danskere har forberedt sig på at træde til ved hjertestop. Helt nye tal viser, at fire ud af fem har lært om livreddende førstehjælp på arbejdspladsen, gennem deres fritidsaktivitet, på et kursus hos en førstehjælpsudbyder eller via deres uddannelse.

"Det er utrolig glædeligt, at langt de fleste voksne danskere har lært livreddende førstehjælp og at bruge en hjertestarter. Det afspejler den positive udvikling, vi ser i andelen af danskere, der træder til ved hjertestop, som er tredoblet gennem de seneste 15 år. Danskerne vil gerne gøre en forskel, og de vil være klædt på til det," siger Carolina Malta Hansen, ph.d., læge og forsker i genoplivning ved Region Hovedstadens Akutberedskab.

Den nye undersøgelse offentliggøres i dag på Genoplivningskonferencen på Rigshospitalet, som Dansk Råd for Genoplivning står bag. Undersøgelsen peger i samme retning, som en anden aktuel undersøgelse, som Region Hovedstadens Akutberedskab står bag blandt 8.000 hjerteløbere, der er tilmeldt TrygFonden Hjerteløber i Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

"Her viser de foreløbige resultater, at over 99 pct. af hjerteløberne har modtaget undervisning i hjertelungeredning, og 90 pct. har fået instruktion i at bruge en hjertestarter. For over halvdelens vedkommende er det sket indenfor det seneste år, så det er altså folk, som er opdateret på genoplivningskompetencerne, der er med i det frivillige hjerteløberkorps," siger Carolina Malta Hansen.

Godt halvdelen lærer at redde liv på arbejdspladsen

I undersøgelsen svarer 45 pct., at de har lært hjertelungeredning på arbejdspladsen, mens 51 pct. har lært at bruge en hjertestarter på arbejdspladsen. Ifølge Dansk Råd for Genoplivning viser det, at virksomheder og organisationer tager et ansvar for både deres medarbejdere og for lokalområdet, som i mange tilfælde kan gøre brug af hjertestarterne, hvis det skulle blive nødvendigt. 

"Danskerne har for alvor taget førstehjælpskulturen til sig, og det gør arbejdspladserne også i stigende grad. Rigtig mange virksomheder har i de senere år investeret i en hjertestarter, og mange har fokus på at uddanne deres medarbejdere i at bruge den. På den måde får vi uddannet endnu flere i at træde til ved hjertestop, og forhåbentligt betyder det, at vi i fremtiden vil se endnu flere overleve et hjertestop," siger Jens Flensted Lassen, formand for Dansk Råd for Genoplivning og overlæge på Rigshospitalet. Han fortsætter:

"Vi er naturligvis meget glade for, at danskerne prioriterer at lære at redde liv ved hjertestop, og at der generelt i samfundet er kommet et øget fokus på, at lægfolk kan gøre en vigtig forskel for chancen for at overleve et hjertestop. Det vigtigste budskab er, at man skal gøre noget, og at man ikke kan gøre noget forkert. Det har efterhånden bidt sig fast blandt danskerne," siger Jens Flensted Lassen.

Obligatorisk førstehjælpsundervisning kan forstærke effekten

Undersøgelsen viser også, at det obligatoriske kursus i livreddende førstehjælp ved erhvervelse af kørekort, som blev indført i 2006, har en betydning. For TrygFonden, som arbejder for at få flere danskere til at træde til, er sådanne tiltag den rigtige vej at gå.

40 pct. af de unge i alderen 18-29 år har lært livreddende førstehjælp, imens de tog kørekort

"Kurset i forbindelse med erhvervelse af kørekort betyder på sigt, at langt størstedelen af befolkningen mindst én gang i deres liv modtager undervisning i livreddende førstehjælp. Det samme gælder for den obligatoriske førstehjælpsundervisning i folkeskolen, som også blev indført i 2006, og hvor effekten endnu ikke er slået igennem. Det bliver derfor spændende at se om 10-15 år, hvordan det ser ud med andelen af danskere, der er blevet introduceret til at redde liv," siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Grethe Thomas

Projektchef