Syv ud af ti folkeskoler har indført 45 minutters bevægelse

En ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden viser, at 68 procent af landets folkeskoler lever op til folkeskolereformens krav om bevægelse. Flere regioner oplever stor fremgang på området.

Sundhed

Det går fremad for landets folkeskoler med at få indført de 45 minutters daglige bevægelse, som var en central del af folkeskolereformen fra 2014.

Over 300 folkeskoler har deltaget i undersøgelsen i 2017

I en af de største undersøgelser af kulturen for bevægelse på danske skoler svarer 68 procent af folkeskolerne, at de lever op til kravet om 45 minutter. Undersøgelsen, ”Bevægelse i skoledagen 2017”, er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Tallet var 60 procent i den tilsvarende undersøgelse fra 2016.

"Vi er glade for fremgangen. Samtidig er vi også så ambitiøse, at vi håber på at se endnu større fremgang næste år. Der er stadig et stykke vej, før vi er i mål med reformens mål for idræt og bevægelse. Men hvis alle gode kræfter i skoleverdenen står sammen, kan vi også løfte opgaven i fællesskab - til stor gavn for elevernes sundhed, trivsel og læring," siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Thomas Skovgaard.

I Region Nordjylland svarer 78 procent af skolerne, at eleverne får rørt sig i gennemsnit 45 minutter om dagen - i Region Hovedstaden er tallet 57 procent. En fremgang på hhv. 13 og 17 procentpoint i forhold til 2016.

"At få indført mere bevægelse i skoledagen har en del steder været en kulturændring, der er faldet mere eller mindre naturligt, og som er blevet prioriteret forskelligt. I den sammenhæng kan vi kun anbefale skoler og kommuner at formulere en bevægelsespolitik som et centralt redskab til at understøtte det videre arbejde på området," siger Thomas Skovgaard.

Bevægelse er populært

I marts viste Undervisningsministeriets følgeforskning på skolereformen, at motion og bevægelse er det reformelement, der har størst sammenhæng til elevernes læring og trivsel. Og at bevægelse er det element, som mange lærere, pædagoger og elever er gladest for i reformen.

Dansk Skoleidræt og TrygFonden oplever da også en positiv modtagelse af de mange kurser og materialer, som skal inspirere skolerne til at indføre mere bevægelse i skoledagen. Det sker gennem det fælles program Sunde Børn Bevæger Skolen.

Der er store gevinster ved at prioritere, at eleverne får rørt sig

"Vi har gjort os umage for at udvikle et program fyldt med nemme og kvalificerede tilbud til skolerne. Gennem Sunde Børn Bevæger Skolen har vi i det forgangne skoleår været i direkte kontakt med mere end halvdelen af landets skoler – for at hjælpe dem med at få mere bevægelse ind i skoledagen. Der er store gevinster ved at prioritere, at eleverne får rørt sig, så vi håber, at skolerne holder fast og at endnu flere kommer med," siger Laura Munch, projektchef i TrygFonden.

 

Sunde Børn Bevæger Skolen

En aktiv skoledag skal få flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet. TrygFonden og Dansk Skoleidræt er sammen om projektet.
Læs mere om projektet