Søg støtte

Søg

Nyhed -

Sociolance skal hjælpe sårbare midtjyder til et bedre liv

Hver dag modtager Præhospitalet i Region Midtjylland alarmopkald fra sårbare borgere, som ofte har mere brug for social og psykisk støtte end en ambulance. TrygFonden donerer to mio. kr. til et flerårigt projekt, hvor en sociolance rykker ud til udsatte midtjyder.


Sårbare borgere med primært sociale og psykiske problemer ringer ofte til AMK-vagtcentralen i Region Midtjylland med et råb om hjælp. Men en ambulance er ikke altid den bedste hjælp til sårbare borgere. Derfor har Præhospitalet i Region Midtjylland taget initiativ til projektet "Akut hjælp til sårbare borgere", hvor en socialfaglig medarbejder tager sig af opkald fra udsatte borgere.

TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland har doneret to mio. kr. til projektet

Indsatsen hjælper borgeren ved at bygge bro til relevante kommunale tilbud. Som del af projektet rykker en Sociolance ud til borgere fra hele regionen, når der er behov for det. Sociolancen er bemandet med dels en socialfaglig medarbejder og dels en ambulanceredder, der kan vurdere og tage sig af eventuelle sundhedsmæssige problemer.

 

Udsatte borgere skal tilbydes bedre hjælp

Sociolancen har indtil nu kørt som pilotprojekt, men med donationen fra TrygFonden bliver projektet nu udvidet og forlænget med yderligere to år. Anders Kühnau, formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, er glad for donationen, der kan gøre en forskel på flere måder.

”De foreløbige erfaringer tyder på, at Sociolancen både gør en forskel for udsatte borgere og samtidig sikrer, at vi primært bruger ambulancer og akutlægebiler i kritiske og livstruende situationer,” siger han.

Målet med det nye tilbud er at styrke det samlede akutte beredskab og sikre et mere fintmasket net af hjælp til socialt udsatte borgere, fortæller Per Sabro Nielsen, lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland. 
 
”Når sårbare borgere ringer med et råb om hjælp, skal vi lytte og hjælpe dem videre. Med Sociolancen og en socialfaglig medarbejder kan vi tilbyde borgeren en bedre hjælp og bygge bro til en mere langsigtet indsats i kommunerne og psykiatrien,” siger han.

En del af et positivt fællesskab

Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der står bag donationen. Den gives som led i TrygFondens samlede arbejde for at støtte sårbare grupper og give alle en plads i et positivt fællesskab.  
 
”Vi skal gøre vores bedste for, at udsatte mennesker får den nødvendige hjælp til at leve et så normalt liv som muligt. De er ofte ensomme og trænger til social kontakt, så det er meget glædeligt, at socialfaglige medarbejdere nu kan tage hånd om at give borgerne den rette hjælp på lang sigt,” siger Marianne Kristensen, næstformand i TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland. 
 
Også i Københavns Kommune har man siden 2015 haft en sociolance til at køre rundt og tage sig af kommunens udsatte borgere. Projektets resultater i Hovedstaden evalueres i slutningen af 2017.
 

Borgere, som kan have brug for anden hjælp end ambulance:

• Hjemløse, der har behov for mad og husly
• Borgere med alkoholproblemer
• Angstramte, der har brug for psykologisk hjælp
• Meget ensomme, der har brug for én at tale med
• Demensramte, der har brug for tryghed
• Socialt belastede familier

 

Karen Bøgedal

Projektchef