Søg støtte

Søg

Nyhed -

Kan man styrke børns ihærdighed?

Danske forskere vil finde ud af, om børn kan trænes i at blive bedre til at knokle, indtil de opnår deres mål.


Ihærdighed, evnen til at blive ved med at knokle, indtil man får løst opgaven. 

Den form for gåpåmod er en central parameter for succes i livet. Nogle mennesker har det og bliver ved med at arbejde imod at opnå det, de gerne vil, mens andre ikke har det og hurtigt opgiver.

Men kan ihærdighed trænes, så alle mennesker har den samme form for ’drive’, der kan bringe dem langt i livet, hvad end det drejer sig om skolen, karrieren eller sport? 

Det skal danske forskere nu finde ud af.

"Forskning viser, at børns gåpåmod og ihærdighed har stor betydning på langt sigt for, hvordan børnene trives og klarer sig i skolen. Nogle børn er ihærdige og kan have det let i skolen, mens andre ikke er det og kan have det svært. Projektet her går ud på at designe nogle redskaber, som på den lange bane hjælper børn med at holde fokus og blive ved at knokle, indtil de når deres mål," fortæller en af forskerne bag det nye forskningsprojekt, professor Simon Calmar Andersen fra Institut for Statskundskab og TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet.

Forskningsprojektet er støttet af TrygFonden og kommer i forlængelse af et andet projekt, hvor Simon Calmar Andersen sammen med kollegaer fra Aarhus Kommune og VIA University College har haft succes med at gøre børn bedre til at læse.

Forældre skal hjælpe til

I det nye forskningsprojekt udvikler forskerne i et samarbejde med Aarhus Kommune nogle materialer, der meget konkret vejleder forældre i, hvordan de kan understøtte deres barns sproglige udvikling og deres ihærdighed.

Redskaberne inkluderer blandt andet nogle opgaver og noget forældrevejledning i, hvordan de kan være med til at understøtte deres børns udvikling.

Det kan ske i hverdagen, når børn og forældre læser sammen og taler om det, de læser, mens forældrene bliver anvist i, hvordan de psykologisk kan hjælpe deres børn.

"Det kan være opdelt i månedstemaer, hvor man eksempelvis kan forestille sig, at forældrene i den ene måned skal rose deres børn for at prøve og for at byde ind og ikke for at være dygtig," forklarer Simon Calmar Andersen. 

Simon Calmar Andersen er overbevist om, at man ved at trykke på de rigtige knapper kan skabe en anden tankegang hos børn og gøre dem mere ihærdige. 

Mere på videnskab.dk
Historien er et uddrag af en længere historie bragt på videnskab.dk. TrygFonden samarbejder med videnskab.dk om at bringe nyheder og dybdegående artikler om forskning, som vi har støttet. Læs hele artiklen på videnskab.dk.