Søg støtte

Søg

Nyhed -

Danskerne får hjælp fra lokale med solrådene på ferien

Sommerferien nærmer sig, og mange danskere kan snart se frem til at blive mødt af sol og varme, når de rejser sydpå i sommerferien. Men i år er der risiko for at blive mødt af mere end sydens sol. For udlandet har taget Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens kampagne ’Help a Dane’ til sig, og det betyder, at de lokale nu står klar til at smøre dig ind i solcreme og give dig solhat på, hvis du sløser med solbeskyttelsen.


Tilbage i februar bad Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne verden om hjælp til at huske danskerne på solbeskyttelse, når de rejser på solferie. I tv-taler på henholdsvis thai, spansk, græsk, fransk og italiensk bad tv- og radiovært Mikael Bertelsen lokalbefolkningerne om at hjælpe de danske feriegæster med at færdes fornuftigt i solen og huske på rådene om skygge, solhat og solcreme.

Solkampagnens bønner blev hørt og tusindvis af frivillige i de fem lande har nu meldt sig som ambassadører for Help a Dane. Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis man pludselig møder en lokal, der venligt tilbyder en solcremeindsmøring eller opfordrer dig til en siesta i skyggen.

Det er ekstra vigtigt, at vi husker solrådene, når vi holder sommerferie sydpå

Solsikker sommerferie

I anledning af den nærtstående sommerferie lancerer Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne nu del 2 af ’Help a Dane’, der dels er en reminder til udlandet om, at danskerne kommer på besøg nu, og dels er en fortælling til danskerne om, at udlandet står klar til at hjælpe dem, der glemmer at tænke på solbeskyttelse, når de tager på solferie.

”Vi håber, at ’Help a Dane’ husker danskerne på at solbeskytte sig på solferien, og at de lokale kan hjælpe til på solferiedestinationerne med gode tips og tricks til en solsikker sommerferie,” siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Plads til forbedring af danskernes solvaner

Den humoristiske ’Help a Dane’-kampagne har en alvorlig baggrund. Danmark er nemlig et af de lande i verden, hvor flest rammes af modermærkekræft. En del af forklaringen på det høje antal modermærkekræfttilfælde er, at vi elsker at rejse ned til varmen, når vi har ferie. Rigtig mange vender hjem fra ferien med en solskoldning, fordi vi glemmer at lære af de lokale, derfor eksempel holder siesta midt på dagen, når solen er stærkest. Tal fra en ny rapport om danskernes solvaner i deres sommerferie viser eksempelvis, at kun 23 % ofte eller altid søgte skygge midt på dagen på deres solferie, og kun 9 % altid eller ofte brugte en bredskygget hat midt på dagen.

”Sydens sol er meget stærkere end den danske sommersol, så derfor er det ekstra vigtigt, at vi husker solrådene, når vi holder sommerferie sydpå. Hvis vi bliver bedre til at solbeskytte os på solferien, vil færre opleve solskoldninger, og det vil på lang sigt kunne reducere andelen af danskere, der rammes af modermærkekræft”, siger Mette Meldgaard, der er programchef i TrygFonden.