Søg støtte

Søg

Nyhed -

Politiet får indsprøjtning af ny viden på Cambridge

12 danske politifolk suger i øjeblikket den nyeste viden til sig på det historiske Cambridge University i England. De er i fuld gang med en masteruddannelse, der skal ruste dansk politi til bedre at kunne håndtere det konstant forandrende kriminalitetsbillede.


De 12 særligt udvalgte politiansatte har fået muligheden for at tage masteruddannelsen applied criminologi and police management på Cambridge, efter TrygFonden og Rigspolitiet sidste år indgik et samarbejde om videreudvikling af det vidensbaserede politiarbejde.

Jan Kenneth Larsen, som til daglig har sin gang på Institut for Etik, Adfærd og Dannelse på Politiskolen, er efter sin start på første modul på Cambridge meget begejstret for undervisningen og miljøet på universitet.

”Jeg vil helt klart anbefale det til andre. Det er en ’once in a lifetime experience’ at studere sammen med kolleger fra hele verden og høre om, hvordan de gør tingene. Samtidig er det stof, vi bliver undervist i, virkelig interessant,” fortæller han.

Harry Potter-verden

På Jan Kenneth Larsens hold er der omkring 30 politifolk fra Australien, Canada, England, Nordirland og Trinidad Tobago, som sammen blev formelt optaget på masteruddannelsen – eller matrikuleret som det hedder universitetsverdenen – med alle dertilhørende traditioner i april.

”Der var en formel middag med professorerne, og så skriver man under på, at nu er vi tilhørende vores college, Fitzwilliam, for tid og evighed. Det er nærmest, som man ser det i Harry Potter,” fortæller han.

For at komme ind på uddannelsen har Jan Kenneth Larsen gennemgået forskellige interviews og tests i bl.a. engelskfærdigheder. På den måde er universitetet sikker på, at de studerendes sprogfærdigheder opfylder det niveau, der kræves for at kunne følge undervisningen. Alligevel har sproget indtil videre været den største udfordring.

”Nu er jeg rundt regnet et halvt århundrede gammel, og jeg har ikke brugt engelsk på det niveau siden politiskolen. Heldigvis har vores supervisors stillet sig meget til rådighed og været ekstremt gode til at hjælpe os i gang, og så finder man jo også hurtigt de gamle sprogfærdigheder frem igen,” siger Jan Kenneth Larsen.

Tre gange T

Undervisningen på Cambridge foregår på Intitute of Criminologi, hvor akademikere, professorer og tidligere politifolk fra USA, England og Australien underviser holdene. Bl.a. er en af underviserne den tidligere chef for Metropolitan Police i London.

”Det første år er meget fokuseret på evidensbaseret politivirksomhed målrettet områder, hvor der foregår meget eller alvorlig kriminalitet. I undervisningen kaldes det Triple T: targeting, testing og tracking,” fortæller Jan Kenneth Larsen, som glæder sig til, at han i juli skal i gang med andet modul på uddannelsen og til Cambridge i 11 dage.

Karen Bøgedal

Projektchef