Søg støtte

Søg

Nyhed -

H.K.H. Kronprinsessen åbner international kongres om det akut-medicinske område

H.K.H. Kronprinsessen åbnede 30. maj EMS2016-kongressen i København, hvor 1.000 danske og internationale forskere og praktikere inden for det akutmedicinske område deltager.


Kronprinsessen er protektor for kongressen, der bl.a. har til formål at øge overlevelsen efter hjertestop uden for hospital og forbedre behandlingen for patienter med hjerneblødninger og blodpropper.

Da Kronprinsessen ankom til kongressen mandag formiddag, stod fireårige Elvira Wahlsten Olesen klar til at overrække hende en blomsterbuket. Elvira overlevede et hjertestop i 2012 og er dermed et levende eksempel på kongressens vigtighed.

Kronprinsessen deltog ved kongressens åbningsceremoni, hvor hun holdt en kort tale og klippede snoren over, der markerer kongressens åbning.

Kongressen, der holdes på Tivoli Congress Center den 30. maj til 1. juni, er den første europæiske kongres af sin slags. De 1.000 deltagere fra 36 lande skal i løbet af de tre dage dele den nyeste forskning inden for det akutmedicinske område og tage det første skridt mod et endnu tættere erfaringsnetværk på tværs af landegrænserne.

Kronprinsessen skaber opmærksomhed om en vigtig sag

Arrangørerne bag kongressen er Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden, Laerdals Fond for Akutmedicin og TrygFonden, der er stolte af, at Kronprinsessen vil medvirke til at skabe opmærksomhed om den megen forskning og fremskridt, der sker på akutområdet, hvor Danmark er blandt de førende lande i verden.

"Det er en stor ære, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen åbner kongressen. Hun er dermed med til at sende et stærkt signal om, at indsatsen for at sikre de akutte patienter en endnu bedre behandling, så flere overlever, er højt prioriteret både i Danmark og internationalt, siger Freddy Lippert," direktør i Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden og vært for kongressen.

Også hos TrygFonden, der arbejder for at udbrede danskernes kendskab til livreddende førstehjælp og hjertestartere, glæder man sig over Kronprinsessens protektorat.

"Kronprinsessens tilstedeværelse og engagement vil uden tvivl skabe international opmærksomhed om Danmarks store indsats inden for det akutmedicinske område. Vi har nogle af de førende forskere, og vi er det land i verden, hvor flest mennesker træder til, når de ser en person falde om med hjertestop," siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden og medvært for kongressen.