Søg støtte

Søg

Nyhed -

Eleverne bliver dygtigere i skolen, når de er fysisk aktive

Folkeskolereformens øgede fokus på bevægelse kan forbedre indlæringen hos eleverne, skabe bedre trivsel i klassen og øge sundheden.


Mange børn og unge bevæger sig slet ikke nok, og når det drejer sig om mængden af fysisk aktivitet, er der desuden en kraftig social slagside. Det betyder, at der er flere, der er meget fysisk aktive og flere, der er fysisk inaktive.

Skolen skaber en naturlig ramme til at få både aktive og inaktive børn til at røre sig mere. Derfor er 45 minutters daglig bevægelse et helt centralt element i folkeskolereformen.

Når eleverne øger deres fysiske aktivitetsniveau, bliver de ikke kun sundere, de forbedrer også deres evne til at lære. Det dokumenterer en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der har samlet den videnskabelige litteratur om effekten af fysisk aktivitet i skoleregi på læring, trivsel og sundhed.

Klik her for at downloade rapporten som pdf

"Skolerne kan ved at integrere og understøtte muligheder for aktive pauser, fysisk træning, bevægelse integreret i undervisningen, idrætsfaget, fri leg/pauser og aktiv transport samlet bidrage til mere bevægelse i hverdagen, og det kan dermed være en vigtig vej til at sikre at alle elever bliver så dygtige, de kan, trives endnu bedre og naturligvis bliver sundere," siger Bente Klarlund Pedersen, professor på Institut for Klinisk Medicin på Rigshospitalet og formand for arbejdsgruppen bag rapporten.

Mere bevægelse i skolen giver stort potentiale for læring

Flere studier viser en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og kognitive evner - herunder koncentration og hukommelse - som har afgørende betydning for elevernes faglige præstationer.

Fysisk aktivitet kan være en vigtig vej til at sikre at alle elever bliver så dygtige, de kan, trives endnu bedre og naturligvis bliver sundere.

Effekten af aktive pauser, bevægelse integreret i undervisningen og stimulering af fri leg i skoledagens pauser er endnu ikke dokumenteret, men det repræsenterer et stort og uudnyttet potentiale, når det drejer sig om at øge børns samlede fysiske aktivitet.

"Med et større fokus på bevægelse i skolen, vil det især få en sundhedsgavnlig effekt på de børn, der er mindst fysisk aktive. Sådanne aktiviteter vil have her-og-nu-effekter. Desuden gælder det, at gode og sunde vaner også i forhold til fysisk aktivitet tidligt i livet øger chancerne for en fysisk aktiv hverdag senere i livet," siger Morten Grønbæk, formand for Vidensråd for Forebyggelse.