Søg støtte

Søg

Nyhed -

3 ud af 4 danskere frygter at få deres oplysninger stjålet på nettet

Danskerne er utrygge ved, om deres dankortoplysninger bliver stjålet, om deres private fotos bliver hacket, og om de kan blive udsat for identitetstyveri. Det viser en ny rapport fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.


Ifølge den nye rapport ’Digital Tryghed’ føler 18 procent sig generelt utrygge, når de færdes på nettet. Og så snart danskerne bliver spurgt om konkrete digitale hverdagsspørgsmål, stiger utrygheden. 

Det gælder især, når der bliver spurgt til emner som betalingsoplysninger og personlige oplysninger. 78 procent er utrygge ved om deres betalingsoplysninger bliver stjålet. 74 procent er bekymrede for, om deres cpr-numre bliver opsnappet, og 70 procent føler sig utrygge ved, om deres personlige data kan blive lækket fra myndighederne.

Behov for hjælp til den almindelige forbruger

Ifølge formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, viser tallene, at der ligger en vigtig og uløst opgave i at sikre oplysning og hjælp til den brede befolkning på det digitale område.

”Vi oplever, at de forbrugere, der har fået misbrugt personlige oplysninger eller på anden måde har oplevet bagsiden af vores digitale samfund, kæmper meget alene. Der findes organisationer, der varetager børns og ældres interesser på det digitale område, men for resten af befolkningen mangler der muligheder for at få hjælp, råd og vejledning, når det kommer til det digitale privatliv og it-sikkerhed,” siger Anja Philip.

Hun peger samtidig på behovet for, at virksomheder og politikere opprioriterer forbrugernes digitale tryghed både i det private og offentlige system.

Eksperter: Forbrugerne mangler viden

Rapporten fra TrygFonden og Forbrugerrådet Tænk viser, at viden giver tryghed. De danskere, der oplever, at de har mest viden om sikkerhed på internettet, er nemlig også dem, der beskytter sig mest og føler sig mest trygge, når de færdes digitalt.

I rapporten fortæller en række eksperter om de problemer, de ser i forhold til forbrugernes færden i den digitale verden. En af hovedpointerne er, at mange forbrugere mangler den konkrete, tekniske viden, som kan klæde dem på til at undgå de fælder, der er på nettet. Samtidig har forbrugerne vænnet sig til at afgive oplysninger for at få adgang til tjenester.

Rapportens forbrugerundersøgelse er lavet af analysevirksomheden Epinion, og 1026 respondenter har svaret. Besvarelserne er efterfølgende vejet for køn, alder, geografi og uddannelse.

Læs mere om vores fokus 'Digital Tryghed' her.