Søg støtte

Søg

Nyhed -

Danmark skal være røgfrit i 2030

Ingen børn og unge og kun fem pct. af de voksne i Danmark ryger i 2030. Sådan lyder det ambitiøse mål for et nyt stort partnerskab, ’Røgfri Fremtid’, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har taget initiativ til. Inspirationen er hentet i udlandet, hvor organisationer, borgere og politikere står sammen for at holde de kommende generationer røgfri.


De fleste, der ryger, har tændt den første cigaret inden deres 18-års fødselsdag, og næsten hver femte af de 15-årige i Danmark ryger hver dag eller ind imellem. Det står med andre ord sløjt til med at forebygge rygning blandt børn og unge. Skal tallene ned, er der brug for at tænke nyt. Det gør Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden nu med et stort anlagt initiativ.
    
Ingen forældre ønsker, at deres børn skal begynde at ryge, og de fleste kan se det meningsløse i, at der hver dag alligevel er børn og unge, der tager det første sug af en cigaret. Tobak slår hvert år knap 14.000 mennesker ihjel i Danmark. Vi vil skabe en røgfri fremtid, så tusindvis af danskere slipper for unødig sygdom og for tidlig død,” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Ingen børn og unge ryger i 2030

I flere andre lande skyder partnerskaber for en røgfri fremtid op, og det har givet inspiration til det danske initiativ. Blandt andet har Irland og Sverige sat mål om at udfase tobak inden 2025. 

Antallet af rygere i Danmark har i flere år ligget stabilt på 17 pct. Det er alt for højt, mener Kræftens Bekæmpelses formand, Dorthe Crüger.
  
Selvom rigtig mange heldigvis lykkes med at kvitte tobakken, kommer der hver dag nye unge rygere til. Det gør mig trist, hver gang jeg ser et ungt menneske ryge, for det har så alvorlige konsekvenser for deres liv. Vi kan ikke være bekendt ikke at passe bedre på vores børn og unge, og der er brug for en nytænkende og forenet indsats. Derfor vil vi i 2016 etablere et bredt partnerskab med de mange organisationer og borgere, som også har ambitioner om en røgfri fremtid,” siger Dorthe Crüger.

Invitation til bredt samarbejde

I lande som for eksempel New Zealand og Sverige er det organisationer, der har sat arbejdet i gang, og regeringerne har efterfølgende tilsluttet sig målet. I Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden forventer man, at det samme vil ske i Danmark.

Der er altså med partnerskabet lagt op til, at langt flere end Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden deltager i Røgfri Fremtid. Partnerskabet skal afprøve nye veje og metoder, hente inspiration fra udlandet, og borgere og lokale ildsjæle skal involveres og bære indsatserne.