Søg støtte

Søg

Nyhed -

BørneTelefonen hjælper stadigt flere

Efter et styrket samarbejde med TrygFonden har BørneTelefonen i 2015 haft udvidet åbningstiderne. Derfor har flere tusinde børn og unge kunnet få hjælp.


Sidste år ringede BørneTelefonen mere end 43.000 gange hos Børns Vilkår. Det er knap 5.000 flere samtaler end i 2014. De flere opkald skyldes blandt andet, at BørneTelefonen - med støtte fra TrygFonden - har kunnet udvide sine åbningstider og dermed hjælpe endnu flere børn og unge i den anden ende af røret.

Og der er helt klart brug for hjælpen. Nogle børn og unge har meget alvorlige problemer som seksuelt misbrug og vold i hjemmet, men for de fleste handler det om kærlighed, forholdet til vennerne og hverdagslivet, fortæller lederen af BørneTelefonen, Mikkel Balslev og fortsætter:

”Det er vigtigt for disse unge at have en forælder eller anden voksen, der kan støtte ham eller hende i, at livet er andet end at få gode karakterer i skolen og have det perfekte liv på Facebook. Derfor hjælper vi typisk de unge med at finde en voksen, de kan betro sig til.”

Omfattende samarbejde

TrygFonden indgik i 2014 et nyt 5-årigt strategisk partnerskab med Børns Vilkår om Verdens Bedste BørneTelefon. Målene for samarbejdet er blandt andet, at flere børn skal kunne komme i kontakt med en rådgiver på BørneTelefonen, og at en ny BørneTelefonbus, BørneMobilen, skal rykke ud i landet med børnecafé, oplæg til skoleklasser og forældre og selvfølgelig hjælp til børnene.

”Det er glædeligt, at vi med vores samarbejde om BørneTelefonen når ud til stadigt flere børn og unge, der har brug for en voksen at snakke med. Vi har i løbet af de seneste år igangsat en række initiativer med det mål at skabe bedre trivsel for så mange børn som muligt, og det vil vi fortsætte med at arbejde for,” siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

Det er gratis at ringe til BørneTelefonen, der holder åben alle dage året rundt fra kl. 11 til 23. Du kan kontakte BørneTelefonen på 116 111.

 

Top 10 over hyppigste temaer på BørneTelefonen i 2015

Plads Tema Antal henvendelser Andel
1 Kærlighed/forelskelse 5.177 15,2 %
2 Venskaber/uvenskaber 2.797 8,2 %
3 Forældre-barn-relationen/opdragelse 2.140 6,3 %
4 Drillerier 1.975 5,8 %
5 Seksuel praksis 1.918 5,6 %
6 Mobning 1.744 5,1 %
7 Kroppens udvikling 1.381 4,0 %
8 Seksuel krænkelse 1.275 3,7 %
9 Graviditet, prævention og kønssygdomme 1.171 3,4 %
10 Selvmordstanker/selvmordsforsøg 1.107 3,2 %