Søg støtte

Søg

Nyhed -

Unge med penge skejer ud

De unge har gennem de sidste ti år ændret adfærd og er blevet mere fornuftige. De drikker mindre og bekymrer sig i højere grad end tidligere om uddannelse og job. Men hvis de har mange lommepenge, ser billedet anderledes ud. Det viser TrygFondens Ungdomsundersøgelse 2015.


Skær ned på lommepengene og få en mere ædru teenager i huset. 

Sådan lyder en af hovedkonklusionerne fra TrygFonden, der netop har gennemført en stor undersøgelse af Danmarks ungdom anno 2015.

”Der er en klar og entydig sammenhæng mellem de unges rådighedsbeløb og deres risikoadfærd. Hvis forældre ønsker at dæmpe alkoholforbruget, er de unges lommepenge et håndtag, der kan drejes på,” siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden og initiativtager til Ungdomsundersøgelsen.

Generelt er de unge dog blevet mere fornuftige gennem de senere år. Og endnu vigtigere: De trives godt og er tilfredse med tilværelsen. Sammenlignet med deres jævnaldrende i 2005 har de unge i dag skruet ned for alkoholindtaget, og færre begår kriminalitet - ligesom der er en klar tilbagegang i antallet af unge spritbilister. Fremtidige karrieremuligheder er også noget, der optager de unge.

”Langt de fleste unge er tilfredse med tilværelsen. En fjerdedel er endda super tilfredse. Men de er også bekymrede, og det, der bekymrer de unge allermest, er at få dårlige karakterer. Ligeledes kan vi se, at det sætter dybe spor i livskvaliteten, når de unge hverken er i uddannelse eller arbejde,” siger Anders Hede.

Fortsat fest blandt de unge – men også mere mådehold

Et alkoholindtag på over seks genstande på en aften er en hyppig risikoadfærd i dag – ligesom i 2005. Men andelen af unge, der drikker over seks genstande på en aften, er skrumpet, og for to ud af tre sker det sjældnere end en gang om måneden. Antallet af unge dagligrygere er desværre uændret i forhold til for ti år siden.

Ikke overraskende er det de unge mænd i begyndelsen af tyverne, der udviser størst risikoadfærd. Noget af risikoadfærden er flyttet hen til computeren. Næsten en ud af syv unge mænd har indenfor det seneste år spillet om indsatser på mere end 500 kr. på internettet.

Holder de unge sig imidlertid fra større risici som spritkørsel eller hasardspil, tyder det på, at de faktisk gør sig mere populære blandt venner og potentielle kærester. Og tør de oveni sige fra over for venner, der mobber andre, drikker for meget eller tager stoffer, giver det ekstra bonus. 

”Det er i dag ikke så populært at tage initiativ til fester som for ti år siden, og langt de fleste har ikke lyst til at se kæresten på Facebook i alt for høj og afklædt stemning. Fra undersøgelsen kan udledes en positiv fortælling omkring unges brug af sociale medier – nemlig at en stor andel ikke synes, det er i orden at lægge pinlige billeder af venner på Facebook. De er dermed meget opmærksomme på, hvilke uheldige følgevirkninger det kan have, hvis man udstiller sig selv for meget i den digitale verden,” siger Anders Hede.

Forældre HAR indflydelse

Undersøgelsen afdækker også en positiv tendens hos Danmarks ungdom og deres forældre: Der er kommet mere fællesskab og sammenhold på tværs af familiens generationer.

”Forholdet mellem de unge og deres forældre ser ud til at være blevet bedre end tidligere. De er tættere på hinanden, og de unge er ofte blevet mere afhængige af deres forældre. Vi ser også, at forældrenes holdninger til f.eks. alkohol faktisk spiller en rolle for deres børns alkoholforbrug. Så forældre har bestemt mulighed for at påvirke deres børn til mindre risikofyldt adfærd,” siger Anders Hede.

Anders Hede

Forskningschef