Søg støtte

Søg

Nyhed -

Så er der livredderprøver

I løbet af de næste måneder skal livredderne bestå en række teoretiske og fysiske prøver. Samtidig kæmper 137 ansøgere fra hele landet om de 48 ledige pladser i korpset.


For de fleste danskere kan sommeren synes langt væk, men for livredderne i TrygFonden Kystlivredning begynder forberedelserne til badesæsonen allerede nu. Gennem de næste måneder skal livredderne bestå en række teoretiske og fysiske prøver, for at de kan trække i uniformen og bemande de rød-hvide livreddertårne.

”Det er altafgørende, at vores livreddere er i fysisk og mental topform, når de skal bemande de rød-hvide tårne på strandene og i havnebadene. Derfor tester vi hvert år, at livredderne er i skarp træning og klar til at håndtere de situationer, de kan komme ud for som livreddere. Prøverne er essentielle for at sikre både badegæsternes og livreddernes sikkerhed,” siger René Højer, ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden. 

137 unge i kø til jobbet som kystlivredder

TrygFonden Kystlivredning holder netop nu optagelsesprøve for nye livreddere, der vil være med til at gøre en forskel på de danske strande. I år har korpset brug for 48 nye livreddere, og dermed er det kun 35 procent af ansøgerne, der kommer gennem nåleøjet, og i sidste ende kan trække i den rød-gule uniform.

”Det kræver en gyldig bassinlivredderprøve at kunne deltage i optagelsesprøverne. Dermed er det kvalificerede ansøgere, som vi møder til prøverne, og konkurrencen om de 48 pladser er hård. I vores udvælgelse lægger vi vægt på, at ansøgerne ud over at være dygtige livreddere også kan læse vinden og vandet for at forudse farlige situationer og potentielle ulykker. Det at være livredder kræver også et stort overblik og evnen til at holde hovedet koldt i pressede situationer,” siger Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning, og fortæller, at uddannelsen rækker længere end til kysterne i Danmark.

”Vores uddannelse giver adgang til at søge arbejde som livredder på strande over hele verden. Det er der flere af vores livreddere, der har benyttet sig af, og de er draget ud i verden med uddannelsen og erfaring fra de danske strande og havnebade i rygsækken.” 

Badesæsonen sidste år viste med al tydelighed, at der er brug for livredderne. I 2014 gennemførte livredderne 60.760 aktioner fordelt på 36 strande og havnebade. Heldigvis var langt de fleste af aktionerne forebyggende.

TrygFonden Kystlivredning vil i år være på de danske strande fra uge 26 til 33 og på havnebadene i København og Furesøbad fra uge 22 til 35.

René Højer

Projektchef