Søg støtte

Søg

Nyhed -

"Hvordan synes du selv det går?"

Selv om den behandling, en patient modtager, lever op til alle eksisterende kriterier for god behandling, kan resultatet alligevel være uheldigt for patienten. Vi mangler feedback fra patienterne på effekterne af det samlede forløb, mener ViBIS og TrygFonden. Nyt program skal løse problemet.


Hvordan kan man sikre, at patienternes syn på kvaliteten af deres behandling i sundhedssystemet bliver undersøgt? Det skal et nyt projekt, som TrygFonden og Videnscenter for Brugerinddragelse (ViBIS) er gået sammen om finde ud af. 

Projektet, der kører det næste halvandet år, skal kigge på, hvordan man kan implementere patienternes feedback som en systematisk del af kvalitetsudviklingen i sundhedsvæsenet.

”Flere steder i sundhedsvæsenet arbejder man med aspekter af patientrapporterede oplysninger, men vi vil se på, hvordan man kan bygge videre på de enkelte erfaringer og gøre patienternes oplevelser af det samlede behandlingsforløb til en fast og helt naturlig del af den måde, man udvikler sundhedsvæsenet på,” siger Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden.

For selv om mange patienter er glade for den behandling, de får på de enkelte afdelinger og i de enkelte dele af systemet, så er sammenhængen meget vigtig for, hvordan behandlingsresultatet egentligt bliver, og hvordan det kommer til at påvirke patienternes liv.