Søg støtte

Søg

Nyhed -

Myter om alkohol skal aflives

Der florerer så mange myter om alkoholforbrug, skader og behandling i Danmark, at det hindrer det forebyggende og behandlende arbejde. TrygFonden og Alkohol & Samfund etablerer derfor nu i fællesskab et nyt videnssite, der skal samle og formidle den bedste aktuelle viden om alkohol.


Mere end 500.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, mindst 140.000 er decideret afhængige af alkohol, og over 600.000 er vokset op i en familie med alkoholproblemer. Det har store sociale og økonomiske omkostninger – både for den enkelte, pårørende og for samfundet. Det er derfor i alles interesse, at flere holder op med at drikke eller drikker markant mindre, og at unge begynder at drikke i en senere alder og som voksne får et moderat indtag af alkohol.

Det kræver, at debatten om alkohol og forebyggelsen af alkoholproblemer bliver baseret på forskning og fagligt velfunderede, aktuelle statistiske oplysninger, der giver et mere præcist billede af, hvor udbredt og skadeligt alkohol er. 

Meningen med sitet er derfor, at fagfolk inden for behandling og forebyggelse, politikere og embedsmænd, journalister og studerende får mulighed for at basere deres arbejde, beslutninger og indsatser på fakta.

”Vores ambition er, at både de faglige indsatser og den offentlige debat i større omfang end i dag kan tage udgangspunkt i den nyeste viden på området,” forklarer Anette Søgaard Nielsen, formand for Alkohol & Samfund.

Med det nye videnssite ønsker TrygFonden og Alkohol & Samfund at samle og formidle aktuel viden om alkohol i forhold til bl.a. forbrug, sygdomme, ulykker, behandling, forebyggelse, markedsføring og belastning af den offentlige økonomi. 

”Alkoholproblemer går igen på TrygFondens fokusområder fra bade- og trafiksikkerhed til mental sundhed, arbejdet med udsatte børn, forebyggelse af kriminalitet osv. Alkoholproblemer er som regel skjulte. Med dette initiativ håber vi, at flere vil holde fokus på problemet og dets afledte virkninger,” siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

Grundstenen i det nye videnssite vil være en helt ny database, som baseres på offentlige registre, surveys etc., og som opdateres hvert år. Databasen udvikles og opdateres i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Videnssitet vil komme til at ligge på www.alkohologsamfund.dk