Med 8 millioner kroner støtter TrygFonden udvikling og gennemførsel af kompetencegivende kokkeskoleuddannelse for indsatte i danske fængsler i de kommende tre år.
Kokkeskolen har et klart kriminalpræventivt sigte, da uddannelse og beskæftigelse er to helt centrale faktorer i forhold til at nedsætte risikoen for, at indsatte begår ny kriminalitet efter endt straf.
Kriminalforsorgen arbejder intensivt med at kompetenceudvikle de indsatte under afsoningen for at ruste dem til et liv uden kriminalitet. Meget tyder på, at uddannelse og kompetencer indenfor netop restaurationsbranchen kan hjælpe nogle indsatte videre i deres liv.
Samtidig ved man, at det ikke er nok at arbejde isoleret med problemstillingerne i Kriminalforsorgen. En effektiv hjælp er afhængig af, at det omliggende samfund arbejder med og tager over, når Kriminalforsorgen slipper.
Derfor er samarbejdet med dels kommuner og andre offentlige myndigheder, dels private virksomheder og fonde, der er villige til at tage et socialt ansvar, meget vigtigt. Kriminalforsorgen glæder sig derfor over TrygFondens engagement, som kan være med til at løfte en lang række indsatte ud af en kriminel løbebane.
Initiativet er inspireret af samarbejdet mellem Statsfængslet i Vridsløselille og Claus Meyer, som i efteråret 2011 gennemførte et kokkeskoleprojekt, der motiverede en række indsatte til at påbegynde og gennemføre et egentligt uddannelsesforløb. Uddannelsen skete i samarbejde med Erhvervsskolen Nordsjælland.
Kriminalforsorgen vil i nærmeste fremtid udarbejde udbudsmateriale og gennemføre en udbudsrunde for den fremtidige kokkeskoleuddannelse. Det er Kriminalforsorgens håb, at mange aktører i restaurationsbranchen vil byde på opgaven.